Skolestart på Espergærde Skole
MINI SFO.
Indkøringsperioden for skolestarterne kører fra 1 maj, og 8- 9 uger frem til sommerferien. Vi bruger indkøringsperioden, til at give børnene en tryg overgang til skolen. Børnene skal i den kommende periode lære hinanden at kende, de skal lære stedet at kende og de skal lære de voksne at kende.
Det er en ny begyndelse for børnene, og det er en ny begyndelse for jer forældre til et kommende skolebarn. Hele omdrejningspunktet for det pædagogiske arbejde i den kommende tid er, at gøre børnene trygge i deres nye omgivelser, og klar til at starte i skole efter sommerferien.
I opstartsforløbet frem til sommerferien arbejder vi med følgende pædagogiske mål: Tryghed/skoleparathed, og relationer/venskaber. Formålet med disse mål er, at gøre børnene trygge i skolens rammer, og trygge ved hinanden.
Skoleparathed handler om at børnene lærer at begå sig en struktureret hverdag. Dette gør vi ved at planlægge vores aktiviteter i et ”skoleskema”, som giver mulighed for at tilvænne børnene til voksenstyrede aktiviteter, afbrudt af pauser med skiftende temaer i løbet af ugerne. Vores aktiviteter i løbet af dagen, vil som udgangspunkt være kreative, fysiske, og have fokus på at børnene danner relationer gennem voksenstyrede lege.
Jeres børn vil blive inddelt i grupper på ca. 20 og vil fungere som en gruppe der kan splittes i to ved aktiviteter i MINI SFO. Børnene vil være i de samme grupper i ca. fire uger, hvorefter nye grupper dannes. Dette gør vi for at blive klogere på gode gruppesammensætninger.
I dette forløb starter vi arbejdet med at lave de klasser børnene skal gå i fremadrettet. Dette gør pædagogerne i samarbejde med personalet der skal have dem i børnehaveklassen. Klassedannelse vil slutte i uge 41. Teamet omkring børnehaveklassen vil børnene lære at kende gennem forløbeth i MINI SFO. SFO teamet vil varetage forløbet frem til skolestart i august.
I Mini-SFO øver vi:
- Skolestruktur
- Skolefærdigheder
- At vente på tur, og give plads til andre
- At være på tid
- At spise madpakke på 20 minutter
- Sociale kompetencer
- At være mod andre, som man gerne vil have andre er mod én selv
Forventninger.
Det er forældrene, der kender deres barn bedst og har det primære ansvar for barnets opvækst og udvikling.
Når barnet starter hos os, har vi en forventning om, at barnet selv kan klare:
- Toiletbesøg
- Tage tøj af og på
- Lægge madpakken i køleskab
- Lytte når andre taler
Hjemme kan I, allerede nu øve:
- At binde snørebånd
- At have selvkørende toiletvaner
- At kunne skifte tøj efter behov
- At kende/læse sit eget navn
- At kunne holde orden på sine ting
Lær dit barn, at det godt kan selv.
Temaer. (Kan variere)
Vi vil først og fremmest skabe nogle rammer, som danner grundlag for dannelsen af relationer mellem børnene. Der er 8 uger i indkøringen og hver uge har et tema - I vil blive informeret ugentligt om aktiviteterne.
- Kend din SFO/Skole
- Krop og bevægelse
- Farver og former
- Sundhed og kost
- Eventyr
- Bogstaver og tal
- Kunst og kultur
- Sociale relationer, venskaber & samarbejde
Overlevering – ny begyndelse.
Betydningsfuld viden om jeres børn, er blevet overleveret via overgangsdokumentet fra børnehaven. Det er vigtig viden, som vi har fået læst op på. Vi har også fået den nødvendige uddybende overlevering fra børnehaverne. Vi betragter skiftet fra børnehaven til SFO'en, som en ny start for barnet. Nye omgivelser, nye relationer og nye voksne, som ser med friske øjne på jeres børn. Det er voksne som vil hjælpe til og har en tiltro til, at jeres barn nok skal lykkedes med det hele.
Især farvel-situationen om morgenen, kan være svær for både forældre og børn - vi er her for at hjælpe. Vores erfaring er, at alle børn lykkedes med at blive trygge, også hvis det ikke lige sker de første dage.
Hvis I har noget I gerne vil supplere til overleveringen er I velkomne til at gøre det når I bliver ringet op. Vi har sammensat opstartsgrupperne på baggrund af denne viden.
Åbent hus arrangementer/Informationsmøder på Espergærde Skole.
I oktober måned afholder vi åbent hus arrangementer på vores grundskoler. Disse arrangementer bliver afholdt inden skoleindskrivningen, og har til formål at forældre og børn kan få en fornemmelse af vores SFO/skoler inden man vælger afdeling. Kom og mød de voksne i SFO/børnehaveklasse, og oplev nogle af SFOens aktiviteter. Husk at tage børnene med. Man er velkommen til alle åbent hus arrangementerne.
Åbent hus på Mørdrupsskolen og SFO: 7/10.2024 kl 17.30 - 19.00
Åbent hus på Espergærdeskolen og SFO: 8/10.2024 kl 17.30 - 19.00
Åbent hus på Grydemoseskolen og SFO: 9/10.2024 kl 17.30 - 19.00
I marts måned afholder vi informationsmøder angående skolestarten i maj. Her vil du få svar på alle spørgsmål i forbindelse med skolestart.
Infomøde - Opstart på Mørdrupskolen: 4/3.2025 kl 17.30 - 18.30
Infomøde - Opstart på Espergærdeskolen: 12/3.2025 kl 17.30 - 18.30
Infomøde - Opstart på Grydemoseskolen – 25/3.2025 kl 17.30 - 18.30
Trivsel.
Pædagogerne i SFO’en arbejder tæt sammen med forældrene og skolen om barnets trivsel. Vi ser barnet i en hel og sammenhængende dag - lige fra skole, til fritiden i SFO. Således kan vi samle op på episoder som opstår og igangsætte handlinger, som skal hjælpe barnet videre mod bedre trivsel. Ud over skolehjem-samtalerne, indkalder vi i samarbejdet med skolen til behovssamtaler med forældrene, hvis der opstår noget om barnet, som vi mener vi skal have en dialog omkring. Forældre er også velkomne til at bede om en samtale.
I forbindelse med trivselsarbejdet, arbejder alle ansatte i Helsingør Kommune med LØFT-metoden.
LØFT er en løsningsfokuseret tilgang og samtalemetode, der er baseret på et respektfuldt samarbejde, hvor barnets ressourcer, mål, samt evne til at udvikle personlige løsninger, er samtalens fokus. Den løsningsfokuserede tilgang har fokus på at definere den ønskede tilstand, frem for at beskrive de problemer der skal løses.
Dagligdagen i SFO’en.
SFO’en starter når klasserne har fri fra undervisning kl.12.55.
Der bliver tilbudt forskellige slags aktiviteter hver dag. Det er voksenorganiserede aktiviteter, som bliver tydeliggjort for børnene ved hjælp af tavler.
Vi laver aktiviteter, som kobles på vores funktionsområder, der dækker SFO’en inde og ude. Vi har blandt andet kreative værksteder, hvor der bliver klippet, klistret, og malet. Herunder sæsonaktiviteter som Halloween, jul, fastelavn og påske. Vi laver forskellige bold- og bevægelseslege i gymnastiksalen eller på legepladsen. Hver dag serveres der eftermiddagsmad.
Medbestemmelse og medindflydelse er vigtigt for SFO’ens hverdag. Børnene skal betragte SFO’en som et frirum, hvor deres valg har betydning og de bliver hørt. Både i forhold til voksenstyrede aktiviteter og de børnestyrede læringsrum, hvor børnene selv navigerer. Derfor sørger vi for at børnene får mulighed for at skabe deres egne ”rum” rundt omkring på vores område. De bruger klasseværelser, sportsudstyr, mooncars, sandlegetøj, sjippetove med mere. Her skaber de deres egne små universer og leger alt mellem himmel og jord
Kommunikation.
Vi bruger Aula som platform til kommunikation mellem SFO, skole og hjem.
Her kan I kommunikere med personale og forældre, samt se ugeplaner.
Vi bruger også Aula til at kommunikere med jer forældre, både som opslag og besked.
Aula har et komme/gå modul som vi anvender til at krydse jeres barn ind/ud
Herigennem har vi også jeres barns stamkort med alle nødvendige kontaktoplysninger
I kan via, komme/gå modulet give os besked, når jeres barn er syg, har ferie, skal med bedsteforældre hjem eller har legeaftaler.
I den daglige kommunikation i MINI SFO tiden frem til sommerferien, opfordre vi til korte beskeder ved aflevering således at personalet ressourcer bruges sammen med jeres børn.
I kan læse mere om Aula på: www.aulainfo.dk/guide-til-foraeldre-og-elever/
Aula åbner for jer forældre fra 1/5 2025.
Praktisk om MINI SFO
Personale
I gennem forløbet, frem til sommerferien, har vi faste pædagoger/medhjælpere tilknyttet børnegrupperne. Normeringen vil i gennemsnit være 2 voksne pr. oprettet klasse. Der vil være flere voksne i ”primetime”, og færre voksne i yderpositionerne.
Ankomst/afhentning
Det er muligt at aflevere på næsten alle tidspunkter, inden for vores åbningstider. Det er dog vigtigt at man orienterer sig om der er tur på den pågældende dag.
Vi opfordrer til at I ikke ankommer under samlingen. Kom gerne inden 9.30, eller efter kl. 10.00.
Garderober
På nogle af skolerne er vi udfordrede på, at garderoberne er optaget af nuværende elever, som først skifter garderobe efter sommerferien. Vi har været kreative for at opfinde garderobepladser. Vi håber på jeres forståelse for dette.
Køleskabe
Der er køleskabe til madpakker på hver skole.
Medbringe hjemmefra
Skiftetøj, regntøj, gummistøvler og turtaske, samt madpakke, ”10’er mad” til samling og drikkedunk med navn på.
Solcreme
Da vi opholder os rigtig meget udendørs, bedes I smøre børnene med solcreme hjemmefra, vi sørger for at børnene får parfumefri solcreme på igen efter frokost.
Fødselsdage
Vi fejrer fødselsdag til samling, man må gerne medbringe noget der kan deles ud til hele den gruppe man er I. (spørg gerne personalet)
Indkrydsning
I den første tid krydser vi børn ind, både i Aula men også manuelt, indtil vi alle er trygge i, at navigerer i komme/gå modulet på Aula.
Vigtige datoer
Lukkeuger i sommerferien er i år uge 29-30-31.
Åbningstider
Vores åbningstider er 6.30 – 17.00 mandag til torsdag, og 6.30 – 16.30 fredag.
Dagen er delt op på følgende måde
06.30 – 08.00 Morgenåbning (tilmelding nødvendig)
08.00 – 13.00 MINI SFO med program
13.000 – 17.00/16.30 Alm. SFO
Program for opstartsdag d. 1/5 2024.
På Mørdrupskolen vil skolestarterene benytte SFOens lokaler. Indgang ved Nørremarken. Følg de opsatte flag.
På Grydemoseskolen vil skolestarterne benytte SFOens lokaler i bygning B. Følg de opsatte flag.
På Espergærdeskolen vil skolestarterne være i SFOens lokaler i indskolingsbygningen. Følg de opsatte flag.
08.30 – 09.30 Opstart med forældre.
Vi har afsat en time til ”aflevering” denne dag. Første dag er det planen at I møder ind og finder de grupper jeres børn skal være i. Derefter er det muligt at se SFOen og møde de forskellige voksne. Børnene vil få taget et foto, og få deres navneskilt.
Det er ikke meningen at alle skal komme kl. 08.30, men at I selv vurderer hvor længe I har brug for at være tilstede med jeres barn, før I kan tage afsked kl 9.30 hvor børnene skal deltage i deres første samling. På dette tidspunkt er det planlagt at I siger farvel til jeres børn, så I kan tage afsted med god samvittighed. Hvis I vurderer at jeres barn har behov for jeres tilstedeværelse hele dagen, er I velkomne til at blive, men I bedes informere personalet om dette.
Oversigt over grupper og lokaler vil fremstå ved ankomst.
09.30 – 11.00 Samling for børn og rundvisning på SFO og skole.
Dette er første samling for børnene, hvor de lærer de andre børn fra gruppens navne at kende.
Efter samlingen vil børnene komme på rundtur på Skolen/SFOens område, hvor de vil lære om de usynlige grænser (hvor må man være), og ind og ud krydsning. Vi forventer at de allerede efter første dag, kan vise jer forældre rundt, samt lære jer hvordan man krydser sig ind/ud.
11.00 – 12.00 Frokost og frikvarter.
12.00 – 13.00 Aktivitet (Lege i grupper/hold)
Dagens aktivitet vil bestå af små lege i grupper/hold. Formålet med denne aktivitet er at børnene lærer hinanden at kende og bliver trygge i de nye omgivelser.
13.00 – 17.00 Almindelig SFO.
I dette tidsrum er der fri leg.
Kontakt til SFO i forbindelse med skolestart.
SFO Mørdrupskolen
SFO afdelingsleder: Mona Packert
Telefon: 25 31 16 35
E-mail: mop38@helsingor.dk
SFO Grydemoseskolen
SFO leder Jan Mardahl
Telefon: 25 31 17 32
E-mail: jom08@helsingor.dk
SFO Espergærdeskolen
SFO afdelingsleder: Silas Drejer
Telefon: 41 86 80 13
E-mail: sdp08@helsingor.dk
Daglig pædagogisk leder SFO/Klub:
Jan Mardahl
Telefon: 25 31 17 32
E-mail: jom08@helsingor.dk