Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Andet

Traditioner

Første skoledag for 0. klasse

Alle de nye elever til Team V, samt deres forældre, mødes ved indgangen til Team V ved bygning A med medarbejdere og ledelsen, hvor de bydes velkommen. Herefter tager eleverne i Team V imod de nye elever og forældre med sang og flag i skolegården. Derefter går de nye elever ud til deres klasselokaler sammen med forældrene.

Morgensang

En gang om ugen mødes alle elever i Team V til fælles morgensang med vores musiklærer. Vi synger forskellige sange i vores fællesrum. En gang om måneden er Team V elever og eleverne fra indskolingen på Grydemoseskolen samlet i salen og synger sammen.

International Læsedag

Team V grupperne får besøg fra forskellige klasser fra Grydemoseskolen og eleverne læser højt for hinanden.

Hockey- og svømmestævne

Sammen med specialskolerne i Allerød, Hillerød, Frederikssund holder vi flere gange om året fælles hockey- og svømmestævne på de forskellige skoler. Pokalerne skiftes flittig mellem skolerne.

Ungdomsfest

Alle 4 specialskoler inviterer på skift til en aftenungdomsfest en gang om året for alle elever over 12 år.

Motionsdag

Fredagen før efterårsferien er motionsdag for hele skolen. Nogle af Team V´s elever mødes med indskolingen foran Team V til opvarmning og løber så mange runder på ruten, som de kan. Udskolingseleverne i Team V løber rundt om Espergærde IF´s fodboldbaner.  

Emneuge 

Kom med på verdensrejse. Alle grupper arbejder med forskellige lande. Vi lærer om kulturen, maden, traditioner, m.m. Fredag viser vi, hvad vi har arbejdet med for hinanden i grupperne. Alle er velkommen til at komme rundt i alle grupper. 

Juleværksted

En hyggelig tradition, hvor alle elever kommer rundt i Team V´s grupper, og hvor der bliver budt på små kreative juleværksteder.

Julegudstjeneste

En formiddag i december går vi ned til Mørdrup Kirke og deltager i julegudstjenesten, som er tilrettelagt for eleverne i Team V.

Luciaoptog

På Luciadagen går de elever i Team V, som har lyst, Luciaoptog rundt i Team V.

Julefrokost/påskefrokost

I december holder grupperne julefrokost hver især. Op til påske holder vi fælles påskefrokost for alle i Team V, hvor eleverne medbringer mad til fælles frokostbord.

Fastelavn

Vi mødes med nogle af eleverne fra almenafdelingen og går ”catwalk”, slår katten af tønden og deltager sammen med indskolingen i forskellige lege. De elever, der bedst kan slå katten af tønden i egen gruppe, holder fastelavn der.

Kunstuge

Vores kunstuge er et flerårigt samarbejdsprojekt mellem kunstmuseet Louisiana og Team V. Vores samarbejde er eksemplarisk. Grupperne besøger 1-2 gange Louisiana og bliver undervist af kunstformidlerne. I skolen fremstiller vi værker med inspiration fra udstillingen. Louisiana inviterer til familieaften, og om fredagen holder vi fernisering på skolen, hvor forældrene inviteres.

Elevråd 

I elevrådet styrkes elevernes indflydelse på skolens hverdag. Elever fra forskellige grupper og aldersgrupper deltager.

Gammel elevfest 

En gang om året inviteres alle gamle elever fra Team V til fest med fællesspisning og diskotek. Forældre har ligeledes mulighed for at tilmelde sig forældrecafeen. Her serveres der lidt mad i hyggelige rammer, og der er selvfølgelig mulighed for at dele erfaringer forældrene imellem.   

Gurredam

Vi kører til Gurredam, hvor vi tilbringer dagen sammen med eleverne fra almenafdelingen. Vi leger, laver konkurrencer og spiser mad over bål.

Sidste skoledag 

For afgangseleverne bliver den sidste skoledag festligholdt med et særligt program, hvor der indgår taler, gaveoverrækkelse, sang, espalier af bøgegrene, såning af blomsterfrø og karamelkastning.

Skolens historie

Team V 1990 – 2020

Grydemoseskolen blev taget i brug i august 1980. 

120 folkeskoleelever startede fordelt på klassetrinnene 1.-4. kl. I de følgende år blev skolen udbygget med klasser fra 0. – 10. kl. fordelt på fire teams - navngivet med romertal – I, II, III og IIII. 

Ti år senere i august 1990 blev Frederiksborg Amts specialskole – Nyrup Skole – overflyttet til Grydemoseskolen. Skolen blev udbygget og de 25 specialskoleelever fra Nyrup Skole fik deres eget team, som selvfølgelig måtte hedde Team V.

Ikke alt var klar til modtagelsen af eleverne fra Nyrup Skole. Tre klasseværelser i bygning B var klar til skoledelen (B 45a, b og c), men SFO´en, som kom til at hedde ”Trygkogeren” (ikke en stavefejl) måtte klare sig med et par almindelige klasseværelser om eftermiddagen. Legeplads og personalerum var heller ikke færdige – det måtte komme hen ad vejen.

Team I, II, III, IIII og V på Grydemoseskolen har gennem årene arbejdet for, at eleverne kunne få glæde at hinanden. Tidligere har eleverne f.eks. deltaget sammen i musiske fag, men nu er det mest traditionerne, der bliver holdt fælles – f.eks. Luciaoptog, juleafslutning, fastelavn, motionsdag, Gurredam-arrangementet og sommerferieafslutning.

Eleverne møder også hinanden i skolens bygninger og på legepladsen. Det er en vigtig pointe i forhold til at respektere hinanden og ikke mindst hinandens forskelligheder.

Folkeskoledelen er blevet reduceret til 0.-6. klasse i forbindelse med sammenlægningen af skolerne i Espergærde således, at der nu kun er to team I og II (indskoling) og (mellemtrin). Antallet af elever i Team V er til gengæld steget.

Team V rummer nu mere end 80 elever og derfor er skolen gradvist blevet udbygget og indretningen ændret, så der er blevet plads til alle eleverne i Team V. Legepladsen er blevet moderniseret og indrettet, så der er udfordringer for alle Team V elever.

Fra 2010 blev Team V og Trygkogeren lagt sammen således, at Team V nu er et helhedstilbud, hvor lærere, pædagoger, pædagogmedhjælpere, terapeuter og audiologopæder i samarbejde planlægger og gennemfører de forskellige læringsaktiviteterne gennem dagen.