Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Om skolen

Målgruppe

Team V er Helsingør Kommunes specialskole for elever med vidtgående generelle- og specifikke indlæringsvanskeligheder. Eleverne er moderat til svært udviklingshæmmede med vidtgående såvel fysiske som psykiske handicaps, samt udviklingshæmmede elever med autismespektrum- forstyrrelser.

Elevtallet ligger mellem 70 og 80 elever.

 

Skole/SFO/klub

Team V er et helhedstilbud, hvor skole, SFO og klub er integreret gennem et meget tæt samarbejde mellem skolens medarbejdere (lærere, pædagoger, pædagogmedhjælpere og terapeuter).

Eleverne går typisk i skole fra 0. – 10. klasse i Team V. Her kan eleverne lære, træne og udvikle sig ud fra deres potentialer og behov. 

Eleverne er fordelt i følgende grupper:

  • grupper for elever med generelle indlæringsvanskeligheder (A-grupper) – elever med generel kognitiv funktionsnedsættelse og forskellige diagnoser

  • grupper for elever med multiple handicaps (F-grupper) – elever med svær kognitiv- og/eller fysisk funktionsnedsættelse

  • grupper for elever med diagnoser indenfor autismespektrumforstyrrelser (ASF-grupper) – elever med generel kognitiv funktionsnedsættelse

 

Fysiske rammer

Team V er beliggende som en afgrænset og selvstændig del af Grydemoseskolen i Espergærde. 

Lokalerne er indrettet med mulighed for holddannelser og individuel undervisning.

Vi har gruppelokaler med mulighed for mange forskellige pædagogiske aktiviteter. I tilbagetrækningslokaler kan elever i kortere eller længere tid skærmes i undervisningen og i pauserne.

Fællesrummet giver mulighed for fælles morgensang, sansemotoriske forløb med redskaber og kuglebassin.

Udskolingen har eget fællesrum med mulighed for ungdomsaktiviteter om eftermiddagen f.eks. diskodans, bordfodbold, Bob-spil, Playstation, kreative aktiviteter og meget mere.

Vi benytter Grydemoseskolens faglokaler i vores undervisning f.eks. musik, sløjd, billedkunst, madkundskab, natur og teknologi samt idræt.

I planlægningen af undervisning og aktiviteter tager vi individuelle hensyn i benyttelsen af de fysiske rammer.

Legepladserne er indhegnet og indbyder til fysisk aktivitet og læring i omgivelser tilpasset elevernes behov og udfordringer. Der er store stille grønne områder med stier, klatrestativ og ruchebane. Skolegård med mulighed for at spille bold, køre i mooncar og gynge. I bålhytten tænder vi tit op og bager pandekager.

 

Kørsel til og fra Team V

Til helhedstilbuddet hører en kørselsordning, hvor eleverne hentes ved hjemmet om morgenen og køres tilbage til hjemmet om eftermiddagen. For tiden er det busselskabet VBT, der kører eleverne i deres handicapvenlige busser.

Afhentningen om morgen planlægges af VBT i forhold til, hvor de forskellige elever skal hentes.

Om eftermiddagen kan eleverne blive kørt hjem kl. 13.45, 14.45 eller 15.45 alt efter, hvordan hjemkomsttidspunktet passer bedst til dagligdagen i de enkelte familier.

I skoleferierne er der ikke hjemkørsel kl. 13.45.

Forældrene skal selv kontakte VBT på 72100700, hvis der opstår behov for midlertidige ændringer eller ændringer, som har med familiens hverdag at gøre.

Skolen kontakter VBT, hvis der er ændringer i sammenhæng med skolens hverdag, f.eks. når gruppen skal på lejrskole.

 

Visitation/revisitation

De elever, som skal starte i Team V det følgende skoleår, visiteres i december måned. Hvis der er plads i Team V, kan elever fra andre skoletilbud i Helsingør Kommune visiteres på andre tider af året.

Revisitation foregår hvert år for elever fra Helsingør Kommune i september og oktober, samt i november for elever fra andre kommuner. På revisitationsmøderne vurderer medarbejderne i samarbejde med forældre og en repræsentant fra hjemkommunen, om skoletilbuddet stadig er det rette for eleven.